It's Pannahouse In The House!

Pannahouse er en kulturel bevægelse inspireret af gadefodbolden, som er blevet til virkelighed efter 3 drenge, på tværs af helt forskellige aldersgrupper, bydele og etniciteter, har opbygget et venskab på baggrund af bolden. Efter at have rejst verden rundt med bolden og skabt bånd til mennesker med forskellige kulturer havde vi et behov for at dele ud af vores erfaringer, viden og store passion herhjemme i Danmark.

Vi skabte foreningen Copenhagen Panna House, hvor det er legen med bolden, kreativiteten og fællesskabet som skal fylde:

Det er vores ambition at skabe en unik ramme igennem gadefodbolden som giver næring til engagement, lederskab og ansvar indenfor byernes ungdomskulturer.

For Panna er helt specielt: modsat fodbold har man ikke brug for 100 kvadratmeters plads, 11 spillere fordelt på to hold i deres respektive holdtrøjer eller to hele timer til at færdiggøre en kamp. I stedet er alt hvad du har brug for: én bold, to mand og tre minutter. Målet er at score flest mål på de tre minutter, om det er på en væg, gennem to tasker eller i en pannabane. Men, hvis du får bolden igennem benene på din modstander, så er kampen færdig uanset, hvad stillingen er. Det handler om udtrykkelse igennem vilde tricks, kreativ udfoldelse og gensidig respekt. 

Panna har en lav økonomisk barriere, giver unge en fælles stærk identitet og giver de unge mulighed for at udvikle sig som mennesker i kontekst af et fællesskab. 

For os, startede det med gratis ugentlige træninger i det Københavnske bybillede og konstant aktivering på diverse sociale medier. Bevægelsen fik hurtigt sin anerkendelse både herhjemme og udenlands og mens vi byggede på fundamentet herhjemme, blev vores spillere til verdensmestre på tværs af flere forskellige gadefodbolddiscipliner, hvilket gav os respekt på et globalt niveau. Pannahouse blev synonymt med gadekultur og vi begyndte at have en effekt på den moderne gadefodboldscene: efter at have gjort Danmark til verdens bedste gadefodbold land, viste vi at hvis man samler alle under ét tag, kan man have en stor effekt på en kultur både idrætsligt og socialt.

Efter snart 10 års arbejde med kulturen er vi set som frontrunners verden over. Blandt vores mange projekter arrangerer vi verdens største og mest prestigefyldte panna turnering, Pannahouse Invitationals og er medejere af den globale platform Panna Knock-Out. Vi har skabt en gadefodbold tv-serie til unge på DR og vi fortsætter stadig med vores gratis træninger for alle som har lyst til at deltage i vores fællesskaber. Vi har været med til at udvikle og bygge Street Under Buen, et idrætsprojekt – der blandt andet består af en udtryksfuld gadefodboldbane – skabt i samarbjede med andre gadeidrætsaktører, hvor vi giver lokale unge mulighed for at prøve sig af i en kultur hvor rammerne er sløret, kreativitet og engagement stimuleres og hvor der er fokus på den individuelles frihed i kontekst af et fællesskab.

Vi er ikke en traditionel forening. For mange unge mennesker er det traditionelle foreningsliv ikke længere en attraktiv livsstil. Med gadeidræt tror vi ikke på at man kan måle aktivitetsniveau på “medlemstal” alene. Panna er selvorganiseret ; man skal selv have mulighed for at bestemme hvornår, hvordan, hvor og med hvem man spiller og træner sammen med. Derfor, har vi ikke mulighed for at få støtte i vores forening på den traditionelle danske måde. I stedet, tjener vi penge til foreningen gennem workshops og forskellige eksterne ydelser i samarbejde med fodboldklubber, skoler og andre ungdomsorganisationer og vi har oprettet et sideløbende ApS, som sælger panna-udstyr og kommercielle partnerskaber, hvor indtægterne går tilbage til foreningsudviklingen. 

Vi ser os selv som innovatører og entreprenører og vi er stolte af vores rejse. For tiden undergår vi endnu en udvikling, hvor de unge der har været en del af vores fællesskab i mange år selv er blevet “store” og bidrager til at vækste vores organisation og kultur til et højere plan. Vi fortsætter vores rejse med at varetage og videreføre vores vidunderlige kultur, som har bidraget til tusindvis af unge verden over er inspireret til at tænke stort! Vi håber I vil støtte og tilslutte os denne rejse – It’s Pannahouse In The House!

Street Love!

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.